Kannikegården

Kannikegården

Kannikegården Ribe Torv
Klik på billedet for er se det større

Kannikegården er et nyt hus for Ribe Domsogns menighedsråd. Det er opført på Torvet i Ribe, lige overfor Domkirken. Huset blev indviet den 21. januar 2016.

Huset rummer funktioner for menighedsrådet og for kirkens ansatte. Samtidigt skal det fungere som en gæstfri ramme om offentlige arrangementer for byens borgere, så som foredrag, koncerter og filmforevisninger.

Kannikegården skal rumme kirkegårdsadministrationen, kordegnekontoret, kontorer for provsti, organister og præster samt et mødelokale for de to menighedsråd, et øverum for kor, konfirmandlokaler og en sal med plads til ca. 100 personer.

Bygningen er i 3 etager – samme bygningshøjde som den brændte bygning

En særlig udfordring ved opgaven var, at der på byggegrunden er fundet fortidsminder, der giver en fortælling om Danmarks historie gennem tusind år. Mest synlig er en fredet murstensruin af kannikkernes kloster fra 1100-årene, som integreres i et udstillingsrum til formidling af stedets mange kulturhistoriske lag.

Bygningen består af et enkelt, aflangt volumen med saddeltag, der står på søjler over de fredede arkæologiske fund.

Bygningslængen ligger langs torvet med en skala og taghældning, som følger nabobygningerne på Torvet.

Længens arketypiske form tilføres en skulpturel skævhed mod syd for at skabe mere lys og luft mod nabobygningerne i gårdrummet.

Mod syd anlægges en intim gårdhave, afgrænset af en mur som indrammer gaderummene langs Sønderportsgade og Rykind.

Bygningens overdel beklædes med særligt udviklede teglskaller i rødbrune farvetoner, i slægtskab med byens og egnens typiske, murede huse, men i kraft af skallernes større format i en nutidig fortolkning. Underdelen fremstår med glasfacader, som beskytter ruinen og samtidigt blotlægger de enestående fund.

Navnet Kannikegården
Navnet Kannikegården henviser til det kannikekloster, hvis eksistens bevidnes af den ruin, som blev fremdraget under den arkæologiske udgravning af byggetomten.

Det er formodentligt resterne af klosterets refektorium, spisesalen, der blev fundet, og ruinen blev ved sin tilsynekomst straks fredet af myndighederne. Vi ved, at biskop Helias i 1145 oprettede et domkapitel i Ribe. Medlemmerne af domkapitlet, præster og kannikker, fungerede som stiftets administratorer og var netop organiseret i et klosterfællesskab.

Læs mere