Jerne bolig- og uddannelsesområde

Jerne bolig- og uddannelsesområde

Jerne bolig- og uddannelsesområde

Esbjerg Byråd har taget initiativ til denne Masterplan for Jerne bolig- og uddannelsesområde.

Masterplanen videreudvikler og samordner de enkelte projekter og planer, der er for området. Masterplanen indeholder således en samlet vision og idéer til de enkelte  dele af området.

Masterplanen angiver rammerne for den fysiske planlægning af et aktivt bolig- og uddannelsesområde, hvor tusindvis af beboere og studerende får deres daglige færden. Der gives plads til udbygninger, renoveringer og aktivt samspil mellem områdets forskellige aktiviteter.

Jerne bolig- og uddannelsesområde er en mangfoldig bydel, der i de kommende år videreudvikles til en aktiv bydel med specielt fokus på idræt og læring. Områdets  helhed foreslås styrket med et gennemgående grønt tema, der styrker sammenhængen i bydelen, til de omkringliggende bydele og til resten af Esbjerg.

Der er allerede igangsat planlægning for Syddansk Universitets nybyggeri vest for Degnevej, og renoveringen af Ungdomsbos boliger på Stengårdsvej er ligeledes  undervejs. Disse initiativer forventes i nærmeste fremtid at blive efterfulgt af andre planer og aktiviteter, der vil bidrage til at løfte hele området.

Baggrund

Esbjerg Byråd har med afsæt i Syddansk Universitets planer om at bygge et nyt universitet på Degnevej og flere andre aktuelle udviklingsplaner i området besluttet at udarbejde en masterplan for Jerne Bolig- og Uddannelsesområde, der skal koordinere de mange igangværende projekter og skabe en sammenhængende fysiske ramme for områdets udvikling.

Området

Masterplanen omfatter området fra Kvaglundkilen i nord til Uglvigvej i syd og fra Bakkeskolen i vest til Hedelundsvej i øst. Inden for området ligger i dag bl.a. Esbjerg Gymnasium, UC Syd, Bakkeskolen, etageboliger og rækkehuse langs Stengårdsvej, parcelhuse langs Hedegårdsvej samt dagligvarebutikker, bilforhandlere og blandet erhverv langs Storegade.

Masterplanens formål

Masterplanen beskæftiger sig med den fysiske planlægning af Jerne Bolig- og Uddannelsesområde. Ønsket er at skabe en sammenhængende fysisk struktur, der udover at koordinere de mange udviklingsprojekter i området kan bidrage til at skabe et særligt sted i byen. Et sted med sin egen identitet og rolle i Esbjerg og dermed basis for en social og fysisk revitalisering af området med mere byliv, bedre service, bredere beboersammensætning, flere arbejdspladser og studerende.

Det er målet, at masterplanen skal skabe gode fysiske rammer for områdets udvikling og komme med løsninger på de fysiske udfordringer, der er i området, herunder løsninger på områdets trafikale problemer.

Med afsæt i masterplanens overordnede retningslinjer kan der efterfølgende igangsættes konkrete projekter for de enkelte byrum og bebyggelser i området. Disse fysiske tiltag skal koordineres med eksisterende sociale og kriminalpræventive indsatser i bydelen.

Esbjerg Byplan

Masterplanen for Jerne Bolig- og Uddannelsesområde tager udgangspunkt i Byrådets overordnede målsætninger og strategier for Esbjerg by, der er under  udarbejdelse i kommunens forslag til Esbjerg Byplan.

Esbjerg Byplan forventes vedtaget af Esbjerg Byråd i foråret 2015. Masterplanen for Jerne Bolig- og uddannelsesområde er dermed den første masterplan for en bydel, der udarbejdes med udgangspunkt i Esbjerg Byplan.

Proces

Masterplanen er udviklet i en proces, hvor områdets beboere og institutioner har bidraget til masterplanen. Der har blandt andet været afholdt to workshops på UC-Syd, hvor repræsentanter fra området har diskuteret områdets udfordringer og muligheder samt masterplanens indhold.

Hele planen

Se hele masterplanen her (pdf, 9,5 MB)