Sirius Seniorbo

Sirius Seniorbo - fremtidens Seniorby ved Krebsestien

Sirius Seniorbo - fremtidens Seniorby ved Krebsestien

GPP Arkitekter A/S vinder konkurrencen om projektering af fremtidens plejecenter og forslag til indretning af ny seniorby ved Krebsestien i Esbjerg, Sirius Seniorbo.

Rådgiverteamet GPP Arkitekter A/S med partnerne WE Architecture ApS, Rambøll Danmark A/S og SLA A/S løb med førstepladsen i Esbjerg Kommunes arkitektkonkurrence om, hvem der skal projektere og opføre fremtidens plejecenter og komme med forslag til indretning af den nye seniorby ved Krebsestien i Esbjerg.

Seniorby Krebseparken
Visualisering: GPPArkitekter A/S (klik for at se billede større)

Et enigt bedømmelsesudvalg udpegede onsdag den 27. september 2017 vinderen af arkitektkonkurrencen for fremtidens plejecenter i den kommende seniorby ved Krebsestien i Esbjerg. GPP Arkitekter A/S vandt opgaven med at udforme et dispositionsforslag for det nye plejecenter og et udkast til, hvordan hele fremtidens seniorby kan se ud. En by, som skal understøtte et aktivt liv med livskvalitet for seniorer.

- Projektet viser på overbevisende vis, hvordan der kan skabes et attraktivt plejecenter i tæt kobling til fredskoven og to storparceller i nord og syd. Projektet formår i særlig grad at skabe offentlige mødesteder mellem plejecenterets og områdets beboere og svarer særligt overbevisende på, hvordan der kan skabes et trygt og bilfrit miljø, lyder det blandt andet i bedømmelsesudvalgets vurdering af vinderprojektet.

Seniorby Krebseparken visualisering
Visualisering: GPPArkitekter A/S (klik for at se billede større)

Sætter nye standarder
Der er tale om en helt ny måde at tænke byudvikling på i et projekt, som i et åbent miljø også inkluderer mennesker med demens. Fyrtårnet i den nye seniorby bliver plejecenteret, der kommer til at sætte nye standarder for, hvad et plejecenter er. Plejehjemmet får 104 boliger, som både er til somatiske og til borgere med demens, topmoderne træningsfaciliteter og en stor café med tilhørende faciliteter til aktiviteter, foredrag m.m. Det indrettes fleksibelt og bliver også sundhedsteknologisk fremtidssikret. Centret bliver et hus præget af en forsamlingshus-tankegang, med fællesskab, hjemlighed og tryghed i fokus, så både plejehjemsbeboere og borgere fra nærområdet kan benytte centrets faciliteter i et harmonisk samspil. Et lægehus og seniorvenlige boliger vil også blive en del af den nye bydel i det naturskønne område ved Krebsestien.

Krebseparken Seniorby
Visualisering: GPPArkitekter A/S (klik for at se billede større)

Sammen med partnerne WE Architecture ApS, Rambøll Danmark A/S og SLA A/S vil GPP Arkitekter A/S nu gå i gang med at projektere og opføre det nye plejecenter ved Krebsestien, der forventes at stå færdigt i efteråret 2021. Vinderforslagets idé til indretningen af den øvrige bydel skal give inspiration til arbejdet med en ny lokalplan for området.

Byggepladsen